Traditioner

Skitur
Hvert år tager alle døgnbørn og afdelingspædagoger på skitur til Norge. Nogle afdelinger vælger det samme skisportssted hvert år, andre vælger et nyt sted år for år. Vi følges alle sammen til Norge, og inden vi på hjemturen stiger på færgen, er der en lille tradition for, at nogle afdelinger spiser aftensmad sammen på en indisk restaurant i Larvik.

Praktisk uge
Der afholdes praktisk uge to gange om året – i foråret og efteråret. Om foråret bliver vores badebro sat op, og der bliver lavet en masse praktiske ting udendørs. Ugen afsluttes med en fest, hvor vi spiser helstegt pattegris, spiller musik og hygger.
I efteråret er lærerne ansvarlige for ugen, som ligger lige før skolernes efterårsferie. Badebroen skal tages ned for vinteren, og der er altid praktiske ting at gøre. Fordi ugen slutter med Skolernes Motionsdag er der også fokus på bevægelse, hvilket blandt andet kan føre til en flere dage lang cykeltur.

Lejrskole og koloni
Alle klasser er på lejrskole med skolen i maj eller juni måned. Lejrskolen foregår både i ind og udland alt efter ønsker og idéer. Turen har de sidste år bla. været en tur til København, Holland og en aktiv lejr i Danmark med f.eks. dykning.

Sidste dag inden sommerferien
Den sidste dag inden sommerferien spiller lærere, pædagoger og elever fodbold mod hinanden på den store boldbane. Efter fodboldkampen bliver der serveret hotdog, grillpølser og sodavand. Alle forældre er inviteret til at komme forbi og spise med. Derefter kan elever og forældre køre hjem til en velfortjent sommerferie.

Sommerkoloni
I skolens sommerferie tager vi af sted på ferie sammen med børnene. Ferien bliver afholdt et sted i Danmark – det kan være kanotur eller et ophold på Danland alt efter, hvad den enkelte afdeling har lyst til.

Gran-dag
Hvert år i slutningen af november bliver alle forældre, søskende og bedsteforældre inviteret til en hyggelig eftermiddag, hvor vi går en tur i skoven og indsamler materiale til juledekorationer. Bagefter bliver der lavet juledekorationer, sunget julesange, læst julehistorier og spist friskbagte boller og drukket kakao.

Julefrokost
Et par uger inden jul inviteres forældre, søskende og bedsteforældre til julefrokost på Rønshoved. Her plejer at være stor tilslutning, og vi har en hyggelig aften omkring bordet.

Lillejul
Lillejul er nok den ældste tradition på Rønshoved Skolehjem. Denne aften holder alle børnene juleaften sammen med de voksne, som passer dem. Det er en rigtig hyggelig aften med julemad og lys – og hvis vi er heldige, kommer julemanden forbi med pakker.

Sidst opdateret 24.08.2016

Del denne side med verden eller bare en ven på Facebook, Twitter, Google+, LinkedIn eller mail.

Fandt du siden nyttig?

Rønshoved Skolehjem Strandvej 10 6340 Kruså tlf: 7376 8710 Ronshoved-Skolehjem@Aabenraa.dk